Foreningen

Vedtægter for foreningen Tantra Space Fyn

Tantra Space Fyn (TSF) er en forening. Her er de vedtægter, foreningen drives efter.

§1 Navn og hjemsted

Foreningens navn er Tantra Space Fyn (TSF).

Foreningen har hjemsted i FlowHouse Vestfyn, 5560 Aarup, Fyn.

§2 Formål

Foreningens formål er at skabe trygge fysiske rammer for holistiske begivenheder med fokus på tantra, kropsbevidsthed, personlig udvikling og relationel læring.

Foreningen arbejder for:

  • At udbrede viden om kropslig og følelsesmæssig bevidsthed
  • At tilbyde workshops, grupper, undervisning og arrangementer
  • At skabe et inkluderende fællesskab med respekt for grænser, etik og frivillighed
  • At styrke udbuddet af holistiske begivenheder på Fyn
  • At afmystificere det tantriske univers og gøre det mere tilgængeligt, specielt henvendt til unge.
  • At tilstræbe de billigste priser pr. deltager i Danmark. Et eventuelt overskud skal bruges til at styrke foreningens formål eller fysiske rammer.

Foreningen er partipolitisk og religiøst neutral.

§3 Aktiviteter og rammer

Foreningen kan afholde aktiviteter inden for blandt andet:

  • Tantra
  • Yoga
  • Meditation
  • Coaching
  • Dans og bevægelse
  • Andre kropslige, holistiske og bevidsthedsbaserede praksisser
  • Sociale og humanitære arrangementer, herunder fællesskabsstyrkende aktiviteter

TSF er et lærings- og udviklingsrum — ikke et seksuelt tilbud.

Grundprincipper:

  • Samtykke
  • Frivillighed
  • Tydelige grænser
  • Ansvarlig facilitering
  • Mulighed for at sige nej til enhver tid

§4 Samarbejde med facilitatorer

Foreningen kan samarbejde med eksterne facilitatorer.

Foreningen kan aktivt invitere facilitatorer til at afholde aktiviteter, i overensstemmelse med foreningens vedtægter, interne etiske retningslinjer samt til enhver tid gældende lovgivning.

§5 Medlemmer

Som medlem kan optages enhver, der støtter foreningens formål og efterlever de etiske retningslinjer.

Medlemskab opnås ved tilmelding og betaling af eventuelt kontingent.

Bestyrelsen kan fastsætte retningslinjer for medlemskab.

Bestyrelsen kan ved flertal ekskludere medlemmer, der handler i strid med foreningens formål eller etiske retningslinjer.

§6 Generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

Der afholdes ordinær generalforsamling én gang årligt. Indkaldelse til generalforsamling sker med mindst 14 dages varsel via e-mail eller andet digitalt medie til medlemmerne.

Generalforsamlingen behandler mindst:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Godkendelse af regnskab
  4. Indkomne forslag
  5. Valg af bestyrelse
  6. Eventuelt

Beslutninger træffes ved simpelt flertal. Ændringer af vedtægterne kan vedtages på en generalforsamling med 2/3 flertal af de fremmødte medlemmer.

Der kan indkaldes til ekstraordinær generalforsamling af bestyrelsen eller hvis mindst 1/3 af medlemmerne skriftligt anmoder herom.

§7 Bestyrelse

Foreningen ledes af en bestyrelse på minimum 3 personer, dog med ulige antal medlemmer.

Bestyrelsen konstituerer sig selv og varetager den daglige ledelse.

Bestyrelsen repræsenterer foreningen udadtil og har ansvar for økonomi og drift.

§8 Tegningsret

Foreningen tegnes af forperson sammen med ét bestyrelsesmedlem eller af den samlede bestyrelse.

§9 Økonomi

Regnskabsåret følger kalenderåret.

Foreningen skal håndtere:

  • Opkrævning af kontingent
  • Opkrævning af deltagerbetaling
  • Ansøgning af tilskud og donationer

Foreningens midler må kun anvendes til foreningens formål.

§10 Hæftelse

Foreningen hæfter alene med sin formue. Medlemmer og bestyrelse hæfter ikke personligt.

§11 Opløsning

En opløsning kan kun ske på en generalforsamling med 2/3 flertal.

Ved opløsning skal midler anvendes til beslægtede formål inden for personlig udvikling, trivsel eller fællesskab.

Vil du være en del af fællesskabet?

Læs også de etiske retningslinjer, som alle i TSF møder hinanden ud fra.